Historien om Hank og Herkules

- en uretfærdig og alt for kort kærlighedshistorie.

Det hele startede d. 7. december 2015, da Hank flyttede hjem til os.

Hans fortid var uklar, da hans tidligere ejer havde adopteret ham fra et internat, hvor han var blevet fundet ejerløs. Det gjorde vi dog ingen bekymringer om, da vi på vej hjem fra første besøg hos ham, kiggede på hinanden og sagde ”Det er så meget vores kanin, det der!”

Hank var sky, kælen, men ikke i nærheden af, hvordan han udviklede sig til at være, hos os. Han var en skygge af sig selv, og det var tydeligt, når jeg tænker tilbage, at han lignede en kanin, der ikke var glad.

Med fra Hanks tidligere hjem havde han et tæppe. Et tæppe, som han eftersigende aldrig forlod. Dette viste sig desværre at være rigtigt. Vi lokkede og lokkede med godbidder, mad, nus og alting (Hank var et rigtigt madøre), men intet kunne få ham til at gå ud på trægulvet.

Da han var faldet til, og var trygge ved os, og hele situationen, købte vi et større tæppe til ham. Hans verden åbnede sig. Jeg har før beskrevet, at det føltes som om, at han havde et imaginært bur rundt om sig, som han ikke kunne slippe ud af. Det var hårdt at se på.

Han havde alt den frihed i verden en kanin kunne ønske sig, men han turde simpelthen ikke løbe rundt.

I starten, da vi fik Hank var det meningen, at han skulle være Herkules’ ven, og hvis de ikke kunne sammen, måtte vi jo skille os af med Hank. Dét var i hvert fald planen i sådan cirka en uge, indtil han greb om vores hjerter. Hank var en ganske særlig kanin. Han virkede som om, at LIGE om lidt ville det hele bryde løs, også ville han folde sig ud, men han virkede hæmmet.

Han udviklede sig hele tiden. Hver dag tog han et lille skridt, nogle dage var de kæmpe. Han gik fra, at den tidligere ejer, måtte ”hælde” ham ud af hans hus til at komme løbende hen til en, når man gik forbi soveværelset, hvor han boede.  

Bonding

Som sagt, var planen, at Hank og Herkules skulle bondes, så de kunne leve sammen i vores stue.

Når man bonder starter man på et neutralt sted og dette sted, valgte vi skulle være hos min mor.

Hank og Herkules er 2 vidt forskellige kaniner.

Herkules er ”hu-hej, hvor det går!” over det hele. Simpelthen den nysgerrigste kanin, jeg har kendt. Alting skal undersøges, og det samme var selvfølgelig gældende, da vi startede bondingen. Den første halve til hele time brugte Herkules på at undersøge hele min mors soveværelse. Alting. ”Dér er en dør, der er et tæppe, det er mit”, også fik den ellers ikke for lidt. Hank sad passivt og så til, og når Herkules engang i mellem lagde sig ned for at slappe af, så turde Hank dreje hovedet lidt rundt og kigge.
Da Herkules var færdig med at undersøge rummet havde han tid til Hank.
Hank gjorde sig med det samme underdanig. Hans kropssprog sagde alt. ”Du bestemmer, hvis blot du vil give mig lidt kærlighed.”

De havde ikke været sammen i mange timer før de puttede op og ned af hinanden. Det var tydeligt at de gerne ville hinanden, men dér var et eller andet galt.

Det var som om, at Hank ikke helt forstod spillereglerne. Som om han ikke forstod, hvordan man snakker kaninsprog, og Herkules synes det var mægtigt irriterende, at han ikke forstod det.

Herkules er nysgerrig, men også lidt utålmodig, og det er HAM, der bestemmer.

Herhjemme nusser man også kun Herkules, når HAN gider. Alt foregår i hans tempo og temperament. Sådan var det også med deres forhold.

Hank fandt hurtigt ud af, at hvis han slikkede på Herkules, så blev han liggende og fik noget nærhed. Det kunne de begge to godt lide. Lige udover, når han altså slikkede ham i øjnene. Det synes Herkules var lidt for meget af det gode.

Så flyttede Herkules hovedet lidt også vaskede Hank videre et andet sted. Når Herkules ikke gad mere, - selvom det sjældent skete – løb han sin vej og alt var fryd og gammen.

Problemet opstod, når Hank stoppede – SÅ blev Herkules sur og nappede ud, eller direkte bed, ham i røven.

Dette brød Hank sig, ikke særlig-underligt nok, ikke om. Desværre gjorde Hank bare ikke rigtig noget ved det. Han sagde ikke fra, han endte bare med, at til sidst småflygte, når Herkules nærmede sig hans bagdel – også kørte den onde cirkel ellers, for så blev Herkules irriteret over, at Hank ikke ville lade ham snuse, også ville Herkules bide, også løb Hank og så videre…

En enkelt gange eller to prøvede Herkules at parre Hank, som de gør, når de gerne vil vise dominans. Det var ikke noget særligt. Hank prøvede også én gang at parre Herkules; selvfølgelig i hovedet, men dét gad Herkules fandeme ikke, så han løb sin vej. Også snakkede vi ikke mere om dét.

Billede 1

Herkules var sådan et fantastisk forbillede for Hank, når de var sammen, når vi bondede dem.

Hank spiste ikke det mindste hø. Det sagde ham intet (troede vi)! Men når de var hjemme hos min mor og de rendte rundt sammen, så kunne Hank finde på, at sætte sig og spise hø, fordi Herkules gjorde det. Som om, det ligesom gik op for ham ”Nåååh, er det dét, man skal, når man er kanin?”

Billede 2

Apropos ”hvad er det nu lige kaniner gør?”
Hank lå ALDRIG og jeg mener aldrig på siden. Han lå altid med benene oppe under sig, som et ”franskbrød”.  Men igen var det åbenbart som om, at han så Herkules gøre nogle ting og tænkte ”hey, det skal jeg da prøve”, også gjorde han det, også aldrig mere igen.

Herkules påvirkede Hank så fantastisk meget på så mange gode måder.

Der er ingen tvivl om, at de to drenge kunne have elsket hinanden meget højt og få SÅ meget glæde ud af hinanden.

Desværre viste det sig jo, at grunden til, at Hank ikke spiste hø, var fordi at han havde nogle smadder dumme tandrødder, der gjorde meget ondt på ham.

Når kaniner har ondt i tænderne er hø ikke rart at spise, og når tænderne ER for lange, så har de ekstra meget brug for hø for at blive slebet, også køre den onde cirkel ellers bare.

Dette er et røntgen billede af Hanks tænder, hvor man kan se, hvis man ved, hvad man skal kigge efter; at den er hel gal.

Nederst ved kæben er der en lille streg, hvor tandrødderne burde stoppe. Dér fortsætter Hanks. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor ubehageligt det må være.

Desuden voksede hans tænder pga. manglende hø-spisning også meget hurtigt. Dette medførte, at mellemrummet, der burde være mellem hans bid hurtigt blev alt for lille.

Så grundet Hanks smerter og sygdom måtte vi stoppe bondingen af de to kaninmænd.

Det er de her to herrer, som satte sig op i den samme tissebakke, da jeg fandt transportkasserne frem og sagde ”nu skal vi hjem!”. Så sad de bare dér og gloede på mig. ”Hvad tror du selv, mor?”

Problemet med at bonde en syg kanin er, at hos os mennesker, der søger vi trøst hos hinanden, når vi er syge. Dét gør dyr ikke, og slet ikke kaniner. Kaniner er byttedyr og at være sammen med en syg kanin, gør dig til et let bytte.

Herkules ville derfor kunne ende med at ”udstøde” Hank fra flokken eller måske bare blive ved med at bide efter Hank. Hvem ved, om grunden til at han bed ham var fordi, at han måske sagde ”Kom nu, ta’ dig lige sammen.”? I så fald ville Hank måske blive så sur, at han slet ikke gad Herkules, når/hvis han engang blev rask.

Desværre nåede vi aldrig så langt, at vi fandt ud af dét.

Tirsdag d. 29. marts 2015 skulle Hank endnu engang til dyrlægen. Denne gang var en af de helt store. Han skulle have taget urinprøve, blodprøve, røntgen og have slebet sine tænder. Hans tænder nåede aldrig at blive slebet, for pludselig var der noget galt. Hans hjerte gjorde ikke som det skulle. Dyrlægen prøvede at vække ham fra narkosen, men det var for sent. Han brugte 20 minutter på at genoplive ham, men Hank var død.

I blodprøverne, der blev taget lige inden hans død, viste det sig, at han havde noget med de hvide blodceller.

Hvad det var, der drillede ham, udover tænderne og højst sandsynligt også noget inkontinens, finder vi aldrig ud af. Vi ved, at den var gal med hans immunforsvar, og at vi højst sandsynligt ville have brugt resten af hans liv på at finde ud af, hvordan vi kunne gøre ham rask (højst usandsynligt) eller kunne give ham et liv, der ikke var i smerter. 

Jeg savner ham rigtig meget, men nu har han ikke ondt mere. 

Det var en sand gave - og velsignelse at lære ham at kende. I de 113 dage, hvor han boede her, fik han så kæmpemæssige mængder kærlighed, at han forhåbentligt glemte, at han ikke altid har haft det sådan.


TÆNK. Tænk, hvis Hank ikke havde været syg. Når Herkules kunne påvirke ham SÅ meget, selvom han var syg og havde smerter. Tænk, hvor meget han så ikke kunne ha' påvirket ham, hvis han havde været rask...